Som så ofte før er jeg inviteret til te og ”Madeleinekager” på Esplanaden. På den adresse bor min veninde Dorthea Fletcher sammen med Manzi, hendes nyeste mand. Jeg har det indtryk, at vi har kendt hinanden altid. Et står fast, jeg holder meget af Dorthea.
”Ja, så meget, at det vist grænser til kærlighed, ” skumler min kone, da Dorthea ringer og spørger, om jeg (ikke vi) har lyst til at komme et smut forbi.
Jeg ved nu ikke, om man kan kalde det kærlighed. Jeg værdsætter Dortheas intelligens og menneskelige egenskaber. Det er rigtigt. Så spiller det også ind, at Dorthea er den sidste, jeg har tilbage af min tidligere omgangskreds.
I dag skal jeg ikke høre om Dortheas bekymring for sine amerikanske aktieposter ej eller det mas, der er forbundet med at have huse og eje fast ejendom i fire forskellige lande. Det er sommerens ophold i Menton vi skal tale om.
Denne eftermiddag bliver teen serveret i herreværelset. Nu er kagerne spist. Den sidste, lidet flatterende anekdote om Manzi er ved at blive fortalt. Dorthea er ude på lidt af et sidespor. Hun fabulerer, om der er en sammenhæng mellem Manzis evner i sengen og hans evne til at tjene penge. Ude i køkkenet er kogekonen er gang med trøflerne til aftenens middag. Inde ved siden af i spisestuen er den pæne dame, der kommer og gør rent tre gange om ugen, ved at pudse sølvtøj.
Jeg er kommet klokken to. Jeg ved at inden klokken fem, skal jeg gå. På det tidspunkt kommer Dortheas første middagsgæst. En veninde kommer før alle andre. Dorthea vil forære hende en af sine mange kjoler, en pink cocktailmodel kreeret af Erik Mortensen, hvis veninden da ellers kan passe den. Det går ikke an, at jeg og denne gæst mødes. Ikke blot ville det være pinligt. Det ville være en katastrofe. For mellem mig og denne næste gæst er der en afgrund.
Hvad denne afgrund består af, har jeg haft rig lejlighed til at grunde over i de forløbne år.
I grunden ligger det jo lige for. Det er slet ikke så mærkeligt. Med en dom bag mig har jeg en fortid, der forhindrer, at jeg kan blive inviteret til middage eller andre sammenkomster i det man kalder de bedre kredse. Det er grunden til, at jeg er en persona nongrata.
”Du kan da godt forstå, jeg ikke kan invitere jer sammen”
Dorthea betragter indgående sin højre hånd. Hver eneste af de slanke fingre er prydet med en ring. Ringe af sølv og guld besat med brillanter og rubiner. På langfingeren sidder hjertebarnet, sølvringen med den fordringsløse diamant, som Dortheas første, højt elskede, nu afdøde mand gav hende i morgengave.
”Hvis jeg inviterede både dig og din kone, ville I alligevel ikke have noget at snakke med mine gæster om. Og for øvrigt er de fleste af Mazis venner, undskyld jeg siger det, temmelig kedsommelige. Undtagen selvfølgelig grevinde Anne Dorte af Rosenborg. Hun er så kær. Så naturlig. Slet ikke spor fin på den. Sådan er det nu engang, hvis man en gang imellem vil inviteres ud, bliver man også nødt til at invitere….”
Et grimt hosteanfald standser talestrømmen.
”Det skal du ikke tænke på. Det er dig, jeg kommer for at besøge.”
”Konversationen ville gå i stå, når det gik op for dem, hvem du var.”
Dorthea er nu også færdig med at tjekke ringene på sin venstre hånd. Hun sukker tydeligt tilfreds med resultatet.
”Det ville blive pinligt. For alle. Forstår du ikke, jeg holder for meget af dig til at udsætte dig for den slags ubehageligheder?”
Præcis klokken fem ringer det på døren. Jeg rejser mig. Øjeblikket efter står jeg ude i entreen og er ved at tage min jakke på.
”Hvordan kommer du hjem? Skal jeg ringe efter en bil?”
”Nej. Jeg går.”
”Så gå hjem langs Søerne.”
”Det er en omvej.”
”Gør nu bare som jeg siger. Den tur vil gøre dig godt.”
”Nu fik vi slet ikke talt om, hvordan du har det.”
”Nej! Og gud ske lov for det. Det ville ikke være til at holde ud.”
Jeg omfavner Dorthea. Så lille er hendes krop blevet i løbet af den sommer, der er gået, at den ganske forsvinder i mine arme. Jeg kysser Dorthea farvel. Kysset er hastigt. Duften pirrende. Elevatoren er på vej op. Jeg kalder et sidste ”pas nu godt på dig selv”, så løber jeg ned ad trapperne. På vej ned får jeg gennem elevatorens rude et glimt af gæsten på vej op.
Da jeg var yngre, troede jeg ikke, at selektionen mellem hvem man inviterer, hvem man åbner sit hjem for, var så restriktiv og rigid. Mine forældre hørte selv til (det man kalder) de bedre kredse i den provinsby, vi boede i og hvor min far fungerede som praktiserende læge. Min mor og far anså det som deres simple pligt som mennesker at åbne deres hjem for mennesker, som var kommet i nød, fordi de var blevet ramt af livet. Det kunne være kammerater til os børn, som havde mistet en af deres forældre. En kvindelig patient, som ikke turde gå hjem til en voldelig alkoholiseret mand. En narkoman, der var blevet sat ud af sin lejlighed og som nu ikke havde nogen steder at sove. Det forekom alle i familien naturligt, at sådanne mennesker med mellemrum og i korte eller længere perioder boede i købmandsgården. Det var aldrig noget vi tænkte nærmere over. Der var masser af plads. Vi havde et overskud. Det skulle bruges til at dele ud af.
Der forekommer at være uendeligt langt fra 50ernes provins til København på randen af år 2000. En modsat trend synes nu at gøre sig gældende. Mennesker i dag synes at klamre sig til de privilegier og penge de nu engang har skaffet sig.
Besynderligt nok synes det at være lettere at hjælpe næsten, der lever i nød på den modsatte ende af kloden end den næste, du kan finde i din familie, blandt dine venner og i din omgangskreds. Tanten du udmærket godt ved, sidder i sin lejlighed og drikker og spiser alt for mange nervepiller Ikke fordi der egentlig er noget i vejen med hende men af ren og skær ensomhed. Den nabo, du ved, aldrig får besøg. Eller blot mennesker du møder i din daglige færden igennem byen.
Hvad er det der får os til uanfægtet at træde ned over en sovende ældre mand i sin sovepose, der har tilbragt endnu en kølig nat i det fri i selskab med ænderne nede ved Søerne? Hvad får os til at overhøre tilråb fra tiggende mennesker i gadebilledet?
Vi vil ikke blandes ind i noget. Vi kan ikke overskue konsekvenserne af vores handling, hvis vi besluttede os til at hjælpe. Vi har travlt og rigeligt med vores egne familie, børn, arbejde, venner og omgangskreds.
Taberne, udskuddene, de hjemløse, de psykisk syge har vi det offentlige til at tage sig af. Et eller andet skal de (alt for mange) penge, vi betaler i skat, jo bruge stil. Hvis du som jeg har levet det meste af dit liv på livets solside omgivet af familie, venner og arbejdskolleger, har du næsten ikke fantasi til at forestille dig, hvordan det er gået til at et menneske er havnet på samfundets bund.
Sandhedens time indtræffer først, den dag du selv bliver ramt af katastrofen. Pludselig oplever du selv det frie fald. Inden du når samfundets bund, er du selv blevet den ”outcast” (udstødte af samfundet), som du selv tidligere betragtede med en blanding af medlidenhed og undren.
I situationen, hvor ulykken rammer os i vores livsnerven og rygklapperne svigter, kunne både du og jeg godt have brug for, om ikke en ny chance, så i det mindste ganske almindelig gammeldags medmenneskelighed.
På vej op ad Dag Hammerskjøds Alle` kommer overskrifterne i dagens avis til mig.
Nye kampe blusser op i Mellemøsten. 30 dræbte og endnu flere sårede. Harmonikasammenstød på Holbæk Motorvejen resulterer i 4 dødsfald og 2 kvæstede. Forureningen i den indre by er stigende. Endnu et lavtryk er på vej vestfra.
Ansigterne, der passerer forbi på fortovet, er blege og lukkede. Folk er sure. Intet under. En fugtig kulde har i ugevis omsluttet byen. Om få dage vil den blive afløst stærk frost. Selv om vinteren endnu ikke har ramt landet, har folk lav energi. Vinterdepressionen ligger og lurer. Vores børns legekammerater er syge på skift. Henne i børnehaven synes hoste, feber og snotnæser ingen ende tage. Så vi venter kun på, at det bliver vores tur. Det er mørkt, når man vågner og mørkt, når man går i seng. Sol og sommer synes lysår borte.
På den modsatte side af Sortedam Søen er der lys i de fleste vinduer. Det blevet mørkt. Folk er kommet hjem fra arbejde. De kommende timer står på indendørs sysler og hjemlig hygge. Vandet i søen er blankt og begsort, som kontrast lyser et par hvide svaner op.
Pludselig, som en åbenbaring, sidder den der, øverst oppe på taget af rækken af ejendomme. Ved siden af danner neonlys en reklame for ”Nokia”. I en kold tid er mobiltelefonselskabets slogan virkelig relevant: ”Connecting people.”
”Irma Hønen” er opstået fra de døde som en meget københavnsk ”Fugl Fønix”. Hver gang vi går tur rundt om Søerne på dette tidspunkt, ler vores børn, så det klukker, når de får øje på den. Synet får også mit humør til at stige et par grader. Hvorfor ikke tro på, at vi alle sammen trods alt skal få noget godt ud af år 2000?
New Yorks Times Square og Londons Piccadilly Circus er til overflod udstyret med farverige lysreklamer. Figurer og bogstaver af neonrør, der bevæger sig og som blitzer og blinker inciterende i natten. København har til gengæld verdens sødeste lysreklame.
”Irma Hønen” har atter indtaget sin plads. Flittig og pligtskyldig lægger hønen hver eneste mørke time på døgnet igen og igen sine fire æg. Et rødt. Et blåt. Et grønt. Og et hvidt.
Gennem årene har der været skrevet og talt om, at ”Irma Hønens” dage var talte. Endnu har rygterne ikke talt sandt. Nu er den anakronistiske lysreklamen tilbage.
I dette øjeblik, lige før de sidste middagsgæster indfinder sig i lejligheden på Esplanaden, sidder Dorthea Fletcher foran spejlet i påklædningsværelset. Hun er klædt i sin røde brokadekjole, den hvor bryststykket, der er vævet med guldtråde. Det skulderlange, kraftige hår, et orgie af røde farver, falder i overdådige bølger ned på de spinkle skuldre. Ansigtet er nøgent, udtrykket: en ung piges sårbarhed. Som sminken bliver lagt og læbestiften smurt på, fortoner angsten sig. Snart er fortvivlelsen og rædslen næsten ikke til at få øje på. Med søvngængeragtige bevægelser tager Dorthea sin halskæde og sine ørenringe på. Selv om hun er koncentreret om opgaven, virker hun fraværende.
Dorthea har sine fejl. Hun er selvoptaget, forkælet og excentrisk. Men hun er undskyldt. Også hun har sin historie, også hun har sit kors at bære. Til gengæld er hun klog og morsom. Og så er hun ordentlig. Man kan regne med hende. I hvert fald ind til næste år, så vil Dorthea Fletcher ikke være blandt os mere.
Om at lytte til storbyen.
„Drømmenes København“ – en trofast elskers kvad”.
Sådan begyndte Poul Henningsen sin kærlighedserklæring til København. En lignende kærlighedsaffære har fortælleren af denne historie været involveret i og den har varet ved i alle de 33 år han har boet i byen.
I slutningen af august måned 1967 tog en lille flok af studenter fra Rønne Statsskole ”Kongedybet” tværs over Østersøen til København for at begynde deres studier på Universitet.
Vi følte os euforiske, da vi for første gang udforskede alt det nye. Selv om vi intet kendte til storbyens geografi, kastede vi os uforfærdede ud i den. Hver morgen sprang vi på vores cykler og vi var på vej til forelæsninger på Bispetorvet. Lyskurve var der ikke nogen af på Bornholm. Hver gang lyset skiftede til grønt, forsøgte vi at fange færdslens rytme. Det var let. Ubesværet gled vi med i dens tempo. Bilerne antal og den fart de kørte med skræmte os ikke. Helt uforvaret var vi blevet deltagere i et lotteri, hvor ensomheden var svimlende, hvor liv eller død var størrelser, der ikke blev regnet for noget. Med et slag var vi kommet på afstand af alt det nære og kendte. Her var der ingen der købte ind eller lavede mad til os, ingen der vaskede vores tøj. Der var ingen, der sagde, hvad tid vi skulle i seng eller hvornår vi skulle stå op. Vi var blevet anonyme. Ingen bekymrede sig længere, om vi klarede os igennem eller om vi gik til grunde.
Hver dag sine nye indtryk. Vi udforskede et kvarter, vi ikke havde været i før. Vi læste en ny roman. Vi lyttede til en grammofonplade, vi ikke havde hørt før. Vi så en film eller et teaterstykke, der vendte op og ned på vores forestillinger. Hver uge skete der så meget nyt, at der ikke var overskud til at ænse meget andet end lige nu og her. Advarselssignalerne, farerne, faldgruberne havde vi ikke øje for. Vi så ikke byens fordærv, kun dens ”sexappeal”. Selv når det var fuldmåne og himlen var stjerneklar, havde vi kun øje for byens kunstige belysning.
For rigtig at kunne se tog vi med elevatoren op i ”SAS Hotellet” eller kravlede op i ”Frelser Kirkens” spir. Dybt nede lå myretuen. Et stort rytmisk pulserende hjerte, et virvar af fodgængere og cykler, biler og busser. Vi udpegede farvestrålende reklamer. Volvo, Gajol, Irma, Phillips stod bøjet i neon. Oppe hvor vi stod, fornemmede man ikke, at lyset var koldt.
Om dagen gik vi op i Rundetårn. Med tilbageholdt åndedræt lod vi øjnene panorere hen over tage og skorstene, ud over Indre by, Amager og helt ud til Øresund og til Dyrehaven.
Vi var de første mennesker på jorden. Vi opdagede, hvordan man gik fra Hammerensgade
(jeg havde et kammer øverst oppe, på femte sal) til Esplanaden og Kastellet. Derfra fortsatte vi til Gefion springvandet og Langelinie. Fra molen yderst ude i Frihavnen så vi skibe sejle ind og ud af havneindløbet. Synet fyldte nogen af os med hjemve. For det hændte, at vi fik et glimt af den damper, som på en enkelt nat kunne os tilbage til Bornholm. Til vore familier, klipperne, strandene og alle de ting vi kendte så godt. Det forudsatte, at vi indløste billet på Dampskibsselskabet af 1866`s kontor i Tordenskjoldsgade.
Vi var unge dengang. Vi hæftede os ikke ved og vi gik slet ikke op i byens historie. Ingen gjorde os opmærksom på, at den gik langt tilbage i tiden. Slet ikke at det, der senere skulle blive til København, startede så langt tilbage som det tolvte århundrede, i en tid hvor der levede en mand, der hed Absalon.
På det sted, hvor København ligger i dag grundlagde biskop Absalon i 1167 en borg, ikke langt fra Højbro Plads, der hvor statuen af Absalon kan ses den dag i dag. Lige siden har København på København afløst hinanden, indtil det er blevet til det bylandskab, hvor vi bor i dag. Igen og igen har nye københavnere afløst de, der er døde. Hele tiden er byens omfang fortsat med at vokse. Samtidig er befolkningen også vokset.
Oprindelig var København kirkens ejendom. I 1416 blev byen endelig overdraget til kongen. I løbet af 1500 tallet blev København den vigtigste by i Danmark. København blev bygget rundt om Vor Frue Kirke, på det område hvor universitetet blev grundlagt i 1476.
Det var først efter Enevælden, som varede fra 1600 til 1661, at København blev kongeriget centrum. Hæren, flåden og det meste af administrationen flyttede til København.
Gennem århundreder, når man talte om København, var det byen som befandt sig indenfor voldene. Voldene var anbragt, hvor gaderne Gothersgade og Østre- og Nørrevoldgade ligger i dag. Man kan se, hvad der er tilbage af voldene og fæstninger, i Tivoli, i Ørstedsparken og i Østre Anlæg. Uden for voldene lå ”Landet”. Her græssede køer, heste og får på store græsarealer.
I løbet af det 16 og det 17 århundrede steg trafikken af skibe og både gennem Øresund. Opkrævning af skat for at sejle gennem Øresund blev grundlaget for Københavns tiltagende velstand. Det havde en konsekvens. Der blev råd til en mængde prestigebygger i Christian den Fjerdes regeringstid. Børsen, Rosenborg, Rundetårn og beboelseskvarterer som Nyboder og Christianshavn så dagens lys.
Fra 1658 til 1660 belejrede svenskerne Danmarks hovedstad. Det var en belejring som let kunne have betydet Københavns endeligt. En ydmygende fred blev indgået med den svenske konge. Freden indebar blandt andet en afståelse af Bornholm til Sverige. Men København var reddet. Erfaringerne fra krigen, nederlaget til svenskerne medvirkede til opførelsen af Vestvolden. Kort efter blev fæstningen, Kastellet forstærket.
Katastrofe på katastrofe har gennem århundreder igen og igen forvandlet København. 1711-1713 hærgede Den Sorte Død og 22.000 af byens 60.000 indbyggere døde. I 1728 udbrød en brand og efterlod en stor del af byen i ruiner. I 1795 hærgede endnu en brand. Men nye bygninger afløste de, der var brændt ned til grunden.
I 1749 blev Frederiksstaden med Amalienborg og Marmorkirken skabt. Det var ikke før 1794, at vi taler om den klassiske København, som i høj grad ligner den by, vi lever i i dag.
København trådte for alvor ind på den verdenshistoriske scene, da Danmark, som Napoleons allierede, kæmpede mod England. Det berømte slag mod englænderne på Reden fandt sted i 1801.
Selv om danskerne tabte slaget, medførte begivenheden udødeliggørelse af søhelte som Peder Willemoes. Englænderne bombarderede København i 1807. Da bombardementerne var ovre, var den danske flåde tabt. Først senere blev bygninger som Vor Frue Kirke (som vi kender domkirken i dag), Thorvaldsens Museum opført.
Omkring 1850 mistede voldene endeligt deres militær strategiske betydning. Kort efter eksploderede den industrielle udvikling. Folk flyttede fra landet ind i den store by i stort antal. I 1852 var byen indenfor voldene blevet så overbefolket, at det blev nødvendigt at opføre ejendomme udenfor voldene og endda uden for Søerne. Vesterbro og Nørrebro blev opført. Og senere blev det mere eksklusiv Østerbro skabt. Frihavnen blev åbnet i 1894.
År 1900 indvarslede nye og anderledes tider. Biler og elektriske sporvogne gjorde deres entre i Københavns gader. I 1928 var trafikken allerede blevet så intens, at de første trafiklys blev sat op. Bygningen af Rådhuset (1905) og Hovedbanegården (1911) betød at byen bevægede sig mod vest.
Første Verdenskrig (1914-1918), 1920`erne og 1930`erne var karakteriseret af masse arbejdsløshed og social uro. Begge dele efterlod sine mærker på København. Det gjorde Anden Verdenskrig (1939-1945) også og ikke mindst den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945. De fem onde år blev den mest traumatiske periode i Københavns historie.
I 1960´erne og 1970´erne blev der udtænkt mange (by)planer for København. Heldigvis blev de fleste af dem ikke til noget. En af disse store planer var opførelsen af Søringen – en motorvej, der skulle løbe rundt om Søerne.
Nu har vi rundet et nyt millennium. Med åbningen af Øresundsbroen forventer vi, der bor i København et boom.. I de sidste få år er så mange nye bygninger og trafikfærdselsårer blevet opført, ”Tycho Brahe Planetariet”, ”Den Sorte Diamant” (en del af ”Det Kongelige Bibliotek”), Københavns havn, ”Kunstmuseet Arken”, udvidelsen af ”Statens Museum for Kunst”, Københavns Metro og senest er Operaen ved havnefronten blevet indviet.
I 1967 lagde mine venner og jeg ikke mærke til den dramatiske udvikling som København havde undergået lige siden Absalons tid. Det var sommer og det var sent om aftenen. Vi havde lige forladt Laurits Betjent og var på vej mod Montmartre i Stor Regnegade for at høre Stan Getz skulle spille på sin tenorsax. Det til tilmed rygter om, at Stan Getz havde sin sangerinde med, Astrud Gilberto. Og alligevel, måske anede vi alligevel et eller andet den nat, selv om det kun var på et ubevidst plan. Måske fik vi en smag af storby, den stemning og den atmosfære, som alene tilhører København. Da vi uanfægtede passerede forbi statuer, slotte og tårne, havde vi en undskyldning. Vi var unge, selvoptagede og måske også en smule fulde. Den nat havde vi ikke evnen til at lytte til de historier som byen havde at fortælle.
I går aftes, på vej hjem fra et mindre middagsselskab, spadserede jeg sammen med min kone, min søn og døtre gennem den indre by. Fra Bredgade gik vi hen over Kongens Nytorv, op gennem Strøget og krydsede Rådhuspladsen.
Den følelse, som jeg fik tilbage fra byen den nat: lydene, lugtene og lysene, stammede fra min ungdom. Mens vi gik, fortalte jeg familien om gamle venner, som havde boet i lejligheder i de ejendomme, vi kom forbi. Eller den uopnåelige der boede et sted ude på Østerbro. Både venner og elskere er flyttet ud siden dengang. Andre mennesker har indrettet deres hjem i de rum, der engang tilhørte mine venner. Ganske ligesom forskellige konger igennem århundrederne har taget ophold på Amalienborg og ganske ligesom forskellige regeringer er flyttet ind på Christiansborg.
Forleden fik jeg lyst til at se ud i fremtiden.
Det er nat. Nej, sen aften er det. Lørdag aften. Og tiden? Et årti eller mere efter min død.
Min kone, min søn og mine to døtre har været i biografen. Uden for Dagmar Biografen tager børnene afsked med deres mor. Der bliver kysset en del.
De har været inde og se. Hvad? Det er en reprise. En af vores yndlingsfilm ”Hannah og hendes søstre.” Børnene bliver enige om, alligevel og trods hendes protester, at følge deres mor hjem til lejligheden på Frederiksberg. Når det er gjort, skal de videre. De skal i byen.
Min søn og mine døtre er på cykel. Frihedsstøtten passeres i et sus, så Hovedbanegården og det uden at kigge sig tilbage. De vil krydse Rådhuspladsen og cykle langs Gammel Strand, inden deres veje skilles.
Mine børn lægger ikke mærke til noget, hverken statuen af biskop Absalon, Christiansborg eller de andre historiske bygninger, de kommer forbi på deres vej. Mens de cykler, diskuterer de filmen, de lige har set. Scenerne med Woody Allans hypokondri får dem til at grine.
”Sådan var far også en gang imellem? Kan I ikke huske det?”
Samtalen skifter retning og karakter. De taler videre om kærester og om de gode venner, de skal mødes med lige om lidt.